Pator Emus Jensen skrev i anledning af Frederiksværk kirkes 50-års jubilæum i 1961 om Vinderød Kirkegård bl.a.: “Som kirkegården nu præsenterer sig i sin heldhed, virker den betagende smuk.
Egnens natur har givet den en baggrund af enestående skønhed, idet Danmarks største sø, Arresø, helt behersker billedet, indtil skoven i syd og Auderød-halvøen mod øst lukker for udsynet.
Mod nordøst og nord bliver udsigten igen fri ud over søen i hele dens bredde, – en halv snes kilemeter – over til det hvide kirketårn rækker sig og spejder over mod sin frænde på denne side af søen.

Kirkegården besøges derfor ret forståeligt af et utal af turister, der ene kommer for at glæde sig over naturskønheden, og de fleste kvitter spontant for oplevelsen ved at udbryde, at det er en af Danmarks smukkeste beliggende kirkegårde. De, der er vandt til at færdes her, fordi de har grave at se til, giver de besøgende ret i deres begejstring og indrømmer, at de for deres vedkommende aldrig bliver træt af indtrykket”.

Kirkegården er fælles for Frederiksværk og Vinderød Sogne, og dette er grunden til dens anselige størrelse. Den er udvidet flere gange. De ældste udvidelser stammer fra 1803, 1830 0g 1987. Disse var oprindelig omgivet afkampestendiger, men omkring 1880 byggede man hvidtede teglhængte mure af kampesten og mursten.
Omkring og efter bygningen af Frederiksværk kirke i 1911 opstod stærke ønsker om, at Frederiksværk skulle have egen kirkegård. Der blev ført mange, til tider drøje, forhandlinger mellem de to menighedsråd, men man nåede aldrig til enighed, og da det Classenske Fideicommis den 25. marts 1927 overdrog Vinderød kirke og kirkegård til meninghedsrådet, blev det bestemt, at et fællesudvalg, nedsat af begge meninghedsråd, skulle have ansvaret for kirkegårdens drift og fremtid.

Da imidlertid Det Danske Stålvalseværk var blevet bygget, steg befolkningstallet igen kraftigt, og snart opstod behov for en ny udvidelse af kirkegården. Igen opstod tanken om egen kirkegård i Frederiksværk, men den blev snart forkastet, og i stedet foretog man den seneste store og meget smukke udvidelse syd for kirken, tegnet af have arkitekten Svand Hansen. Den blev indviet 1953.

I 1987 opføres nord for kirken et ligkapel, tegnet af arkitekt Ove Petersen. I 1980 opførtes i kirkegårdens sydvestlige hjørne en smuk rødstensbygning tegnet af arkitekt Per Jacobsen. Den rummer kirkegårdskontor, samt faciliteter for kirkegårdspersonalet og redskabsrum.

Af gravminder på kirkegården kan nævnes: Mindetavle over geheimekonferensråd Peter Hersleb Classen (1886) og granitobelisk over legetstifteren K. A. Larssen (1965) samt Frederiksværks æresborger, forfatterinde Åse Hansen (1981).

På den vestlige kirkegårdsmur nord for kirken er opsat en del mindetavler af støbejern. Det er tavler, som er for interessante til, at man har ville lade dem forsvinde. Blandt disse gravminder kan nævnes oval plade med inskriptionen “Maria Tscherning, født Lützow, død den 6. februar 1830, 62 år gammel”.
Fru Tscherning er knyttet til Frederiksværk ældste historie. Hun var gift med lederen af den “Frederiksværske Etablissement”, E.P. Tscherning. Deres søn søn krigsminister A. F. Tscherning, blev født i paleet på torvet i Frederiksværk. En datter blev gift med den berømte general de Meza.

En anden tavle minder os om, at der var højskole ved arresødal i sidste halvdel af forrige århundrede. Den bærer indskriften: “Forstander for den Classenske højskole og Skovkasserer for Tisvilde-Frederiksværk Skovdistrikt Marius Morits Nissen, f.14. December 1845, død 9. Juli 1888.”

På en tredie plade kan vi læse: “Herunder hviler Støvet af Smedemester August Ferdinand Olsen. Født den 1860. Han efterlader sig en sørgende Enke og 8 uforsørgede Børn. 5 modtager ham i Evigheden”.

Per Erck